Bogudgivelser fra Rold Skov, Rebild Bakker og Lindenborg Å – skrevet af forfatter Helge Søgaard
Helge Søgaard er forfatteren bag en række bogudgivelser omhandlende Rold Skov og Rebild Bakker. I bøgerne tager Helge os med tilbage i tiden med bl.a. historier om: Statsskovriderne i Rold Skov, MosskovPavillonen, Nationalparken i Rebild Bakker, Lindenborg Å, Jens Hvass, gamle røverhistorier og om den stjålne sjældne fruesko.
Rold Skov bøgerne kan købes ved at kontakte forfatter Helge Søgaard på mail: hanebuen23@gmail.com


Den Blå Skov
299,00 kr.
Forfatter Helge Søgaard og Naturfotograf Kurt Nørmark er gået sammen om denne flotte hardcoverbog. Bogen skildres i flotte billeder suppleret med historier omkring søerne i Rold Skov.
Beskrivelse:
Bag den noget anderledes titel Den blå Skov gemmer der sig en usædvanlig smuk bog, der med afsæt i søerne i Rold Skov sætter fokus på både selvsamme søer og især på de mange historier og folkesagn, der knytter sig til netop søer – noget, som forfatteren Helge Søgaard er mester i at udfolde for læseren.
Ingen søer er smukkere end netop skovsøer. Et faktum, som til fulde folder sig ud med naturfotografen Kurt Nørmarks smukke billeder af de mange blå steder i Rold Skov. Uanset om han færdes til fods langs bredden af herlighederne, eller når han har sendt sin drone i luften for at se det hele lidt fra oven.
Makkerskabet mellem Helge Søgaard og Kurt Nørmark er ganske unikt. Især når deres fælles interesse for alt det smukke i naturen får lov at folde sig ud i en så smuk og indsigtsfuld bog om Den blå Skov.
Forord af statsskovrider Bendt Egede Andersen

Den Store Bog om Lindenborg Å
299,00 kr.
Helge Søgaard og Helge Qvistorff er gået sammen om at skrive denne flotte hardcoverbog om Lindenborg Å. Bogen skildres i flotte billeder suppleret med historier omkring åen.
Beskrivelse:
Den store bog om Lindenborg Å er titlen på bogen af forfatterne Helge Qvistorff og Helge Søgaard
En kulturel og historisk rejse langs Himmerlands vigtigste vandvej – fra udspring til udløb
Det har været en spændende rejse, sammen med Helge Qvistorff og langs med Lindenborg Å, at skrive Den Store bog om Lindenborg Å.
Samtidigt har samarbejdet med Helge Qvistorff været en utroligt positiv oplevelse. Sammen har vi researchet i materialet om Lindenborg Å, og i Helge Qvistorffs omfattende arkiv. Da vi først kom i gang, flød teksterne som det klare kildevand i Lindenborg Å.
God fornøjelse med Den Store Bog om Lindenborg Å

Intet er umuligt · Niels Moes
299,00 kr.
Af Forfatter Helge Søgaard
Beskrivelse:
Niels Moes er ud af en familie, der tæller skov- og naturfolk gennem generationer, og med en sorgløs barndom i skovene ved historiske Kalø på Syddjursland var hans skæbne beseglet. Det førte til uddannelser til både skovfoged og landinspektør og dermed et spændende liv i – og ikke mindst for – naturen.
Han er også manden bag de Naturstyrelsens mange folder om landets naturarealer, genoprettelsen af Gravlev Sø, redningen af MosskovPavillonen og meget andet samt millioner af juletræer, hvad der er knapt så kendt for de fleste. Fordi de fleste kender ham som manden bag Thingbæk Kalkminer med levende lys, et bemærkelsesværdigt Rebildcenter med det imponerende Kildetårn, Naturskolen og dambrugsdrift. Men især, fordi det var Niels der tænkte de visionære tanker om at åbne REGAN VEST, og gøre historien om Den kolde Krig tilgængelig for alle.

Overtro, krybskytter og andet uvæsen
95,00 kr.
Bogen er skrevet af Helge Søgaard
Beskrivelse:
Få hele den drabelige historie om Rold Skovs krybskytter og deres utallige og farverige sammenstød med statsskovridere, skovfogeder og ordensmagten.
Om bondegården der sank i Madum Sø, overtro og mirakuløse helbredelser i forbindelse med Helligkilderne, kloge koner, genfærd, stenkastende kæmper og andre uhyggeligheder.
Men også et indblik i Skørpings udvikling, der som en gøgeunge, i form af en ensomt jernbanestation midt på den magre hede, endte med at blive hovedbyen i Rold Skov.

Statsskoven
95,00 kr.
Bogen er skrevet af Helge Søgaard
Beskrivelse:
Om statens del af Rold Skov, skovriderne og Mosskovgaard. Magtfulde personligheder. Kasketter med egeløv, grønne uniformer og lange støvler. Med andre ord hele historien om de mange statsskovridere, der tilsammen udgør Rold Skovs navnkundige og respektindgydende Kongerække. Navnkundige profiler der hver især satte deres præg på Danmarks største skov. Om små douglasgraner, der blev gemt i potter, men som nu udgør Jætternes Baghave, og om Napoleons Pil i skovriderens egen have.

Fotografen i Bjergeskoven
95,00 kr.
Bogen er skrevet af Helge Søgaard
Beskrivelse:
Om Skadsholmen, Teglgaardsmølle, Bjergeskoven og fasicinationen af skov og himmelrum.
Tag med ud på Skadsholmen, der lå som en ø i stenalderhavet, og som i dag er et af Rold Skovs mest sagnomspundne steder, hvor man i den grad fornemmer historiens vingesus. Fra vikingeskibsværft hvor flåden blev gjort klar til næste års togter, til en plantageejer fra Siam, der levede sit excentriske liv blandt Buddhafigurer og Flora Danica i førsteudgaven. Og om nedbrændingen af et unikt bjælkehus i arkitektonisk verdensklasse og af bibelske dimensioner.
Men også om skandaløse tyverier af sjældne orkidéer, tæt på Teglgaardsmølles idyl, som et arnested for kreativitet blandt arkitekter og ikke mindst en højtflyvende fotograf, der fløj kongeriget rundt på en god halv times tid!

Det største træ i skoven Helge Qvistorff
299,00 kr.
En biografi om et helt usædvanligt menneske
Bogen er skrevet af Helge Søgaard
Beskrivelse:
Det Største Træ i Skoven er en ny bog, udgivet her ved udgangen af 2020, om Helge Qvistorffs liv. En enestående biografi om Nordjyllands mest læste forfatter Helge Qvistorff, der har udgivet mere end 50 bøger, holdt utallige foredrag og gået lige så mange ture i Rold Skov.
Helge Qvistorffs biografi tager læseren med på hele rejsen fra hans barndom, over uddannelsen som hotelmand i Danmark, Schweiz og England, til han lander på Rold StorKro som ung direktør. Her grundlagde han interessen for Rold Skov, og naturen samt de mennesker, der har skabt det samfund, som vi alle er en del af i dag.
Biografien om Helge Qvistorff er en usædvanlig spændende rejse gennem en helt speciel persons oplevelsesrige liv. Ikke kun Rold Skov har nydt godt af hans evner til at formidle den gode historie, for biografien kommer også omkring hans mange TV-serier og andre spændende gøremål gennem et langt og virksomt liv.
Biografien Det Største Træ i Skoven om Helge Qvistorff er en oplagt gaveide, som julegave eller bare til hyggelæsning af en rigtig god bog.

Victor Qvistorff · Mønjemaleren og hans tid
249,00 kr.
Bog af Günter Brinkhoff
Udgivet af forlaget Rold Skov Bøger
Beskrivelse:
Victor Qvistorff? Selv en liebhaver inden for maritime malerier ved umiddelbart næppe, hvad han skal forbinde med navnet på denne danske maler. Og dog, for hvis man tilføjer: ”Ham med de rustrøde dampere…”, så kommer mange hurtigt på bedre tanker. Måske har man et maleri i egen samling eller man har set disse let genkendelige værker af skibe, ofte med skroget overmalet med mønje, i et galleri eller på et museum.
Men man gør maleren Victor Qvistorff uret, hvis man sætter denne rustrøde fællesnævner på alle hans værker, da han gennem sin omfattende produktion har vist, at han har meget mere at byde på end mønjefarvede dampere. Lige så fascinerende er hans fremstillinger af andre maritime motiver hyppigt med en brænding i forgrunden. Hertil kommer hans fremstillinger af arbejdere i havnen, på værftet, eller skibsportrætter af dampskibe, sejlere og passagerskibe i mange forskellige situationer.
Forfatteren Dr. Günter Brinkhoff, der selv en begejstret samler af Qvistorffs værker, ønsker med denne bog at udbrede kendskabet til denne danske maler, hans liv, hans værker og hans betydning for det maritime maleri i første halvdel af det 20. århundrede. Han minder os om, at da Qvistorff levede, var han en efterspurgt og kendt maler, og en kunstner der forstod at forene realisme og impressionisme i sine værker.